Oslo er Norges hovedstand, og en af landets ældste byer. I år 2000 fejrede Oslo sit 1000 års jubilæum. Der bor i dag omkring 650.000 personer i byen, der trods sin beskedne størrelse, så absolut kan konkurrere med de andre storbyer i Europa. Oslo har vokseværk, og vokser hurtigere end Nordens andre hovedstæder. Byen skiller sig ud på mange måder, og når folk skal beskrive, hvad der gør Oslo til noget særligt, nævner mange den nære beliggenhed til skove og skovområder. Her behøver man ikke rejse langt for at finde fred og ro, man kan nøjes med en tur i skoven, eller tage til en af de mange øer i Oslofjorden.

I Oslo centrum findes der en lang række forskellige caféer og fremragende restauranter, som tilbyder noget for enhver smag. Mange der besøger Oslo bliver overrasket over museernes og kunstgalleriernes høje niveau. For de kulturinteresserede byder en tur til Oslo på flere spændende muligheder. Oplevelserne begynder lige uden for døren, og koncerter og andre begivenheder ligger og venter om hvert et gadehjørne. Er der en særlig film du gerne vil se, er det værd at tage på Cinemateket, der ligger blot et stenkast fra hovedgaden Karl Johan. Oslo sover aldrig, og området omkring Youngstorget er et bevis deraf. At gå på opdagelse her, kan føre til spændende overraskelser.

Fly til Oslo

Norges største lufthavn, Gardermoen, ligger kun en halv time fra Oslo. Herfra kan du med flere forskellige flyselskaber, rejse til destinationer verden rundt. Der er ca. 110 internationale ruter fra Garermoen, og fra indenrigsterminalen kan du flyve til omkring 30 forskellige destinationer i Norge, med fem forskellige flyselskaber.

Leje af bil i Oslo

Hvis du ankommer til Oslo med fly, er det nemt at få en udlejningsbil i Gardermoen. Du kan enten reservere bilen online, eller leje den direkte i lufthavnen hos bl.a. Sixt, Avis, Budget, Europcar og Holiday Autos, eller tage ind til deres lokaler i Oslo by. Du kan også leje biler hos lokale firmaer som for eksempel Bilkollektivet SA, Bislet Bilutleie og Moskus Bilutleie AS. For at få en så lav pris som muligt, anbefales det at foretage en reservation så tidligt som muligt. Husk at tage højde for antallet af personer, og hvor meget bagage der skal være plads til, så I er sikre på at få en bil i den rigtige størrelse.

Fra Oslo og ud i naturen

Noget af det, der gør Oslo til noget særligt, er hvor tæt byen er på naturen. Du behøver ikke køre særlig langt, før du finder store naturoplevelser alle kan nyde, ung som gammel. Oslomarka, som omkredser byen mod øst, vest og nord, er et besøg værd på alle tider af året. Og hvorfor ikke tage til imponerende Lillomarka også? For at komme dertil, skal du køre østpå ad Trondheimsvejen til Grorud, hvorfra der kun er en lille kilometer til indgangen til skovområdet. Derfra kan du eksempelvis tage turen gennem skoven til caféen Krutthuset, der har åbent de fleste søndage. Besøger du Lillomarka om sommeren, er det et must at se nogle af områdets mange flotte søer. Steinbruvannet og Romstjern er dem, der ligger tættest på, men det er også muligt at foretage en længere vandretur til Søndre Langvann og Kjulstjernet, hvor Liloseter Sportsstue også er at finde.

Rundt om i Oslo er der også seværdigheder og turistattraktioner. Et besøg på Teknisk Museum i Grefsen-bydelen er sjovt for folk i alle aldersgrupper, og derfra kan man køre til Grefsenkollen og nyde den fantastiske udsigt over byen med en varm, frisklavet vaffel.

Fra Grefsenkollen til en anden berømt “koll”, Holmenkollen. I en lejet bil tager det cirka 20 minutter at køre derhen. Holmenkollen er en af de bedst kendte seværdigheder i Oslo, og en af de mest kendte sportsarenaer i verden. Her kan I besøge skimuseet, spise frokost i restauranten, nyde udsigten over det berømte skihop eller prøve en af de spændende aktiviteter. Med svævebanen Kollensvevet kan I bl.a. opleve Holmenkollen, som var I professionelle skihoppere. Udsigten derfra siges at være en af de bedste i verden, og turen fra toppen til bunden af bakken er helt sikkert en once-in-a-lifetime-oplevelse.

Strande omkring Oslo

Det er ikke svært at finde et sted, hvor man kan slikke sol og bade i Oslo. Vest for Oslo, ved Bygdøy, ligger den populære strand Huk, hvor der er rig mulighed for at tage en dukkert. Vil du længere væk, følger du bare Oslofjorden sydpå til Drøbaksundet, hvor der er rigtig gode steder at svømme. Her kan du vinke til de mange krydstogtskibe der sejler gennem kanalen, spise en isvaffel eller blot nyde en afslappende pause fra storbyen. På en varm sommerdag er der kun få ting der er bedre, end at være ved Oslofjorden.

Trafiksikkerhed og færdselsregler i Norge

Ved kørsel i Norge skal man udover sit kørekort, altid have en sikkerhedsvest og advarselstrekant med i bilen. Alle skal altid have deres sikkerhedssele på, og du må ikke tale i telefon mens du kører, medmindre den er håndfri. Fartgrænserne står på skilte langs vejene, men hvis du ikke har fået øje på nogen, lyder de generelt på 80 km/t. på landeveje, og 50 km/t. i byerne. Promillegrænsen på to ved spirituskørsel er strengere end i andre lande, og betyder reelt, at du slet ikke må drikke spiritus, hvis du skal køre. Kører du i Oslos bymidte, skal du være opmærksom på de mange ensrettede gader, og du skal altid vige for sporvogne. Følger du reglerne, og kører forsigtigt, vil du ikke have nogle problemer med at køre i Oslo og de omkringliggende områder.